Alle Facebooksider kan forvente et markant fald i rækkevidde, da Facebook ændrer regnemetoden for organisk rækkevidde.
Facebook foretager, hvad de selv kalder en forbedring, af siders organiske rækkevidde – altså den rækkevidde, sider ikke betaler for. Rækkevidden vil fremover baseres på synlige visninger. Indtil nu har en historie talt med i rækkevidden, når en person har genindlæst sit nyhedsfeed og historien er blevet placeret i dette feed – altså ikke nødvendigvis sådan, at brugeren har set opslaget med egne øjne. Det ændres der altså nu på, så kun opslag, der fysisk er blevet set af personerne tæller med. Dette har angiveligt været praksis for betalt rækkevidde i noget tid, hvorfor disse har kunnet synes lavere end den organiske rækkevidde.
Den nu fælles regnemetode er ikke uden konsekvenser for Facebooksiders rækkevidde. Facebook estimerer, at sider i gennemsnit vil opleve et fald i rækkevidde på 20 %.
Der er altså tale om en ændring i regnemetoden for alle sider, og der er altså ikke tale om, at Facebook decideret begrænser rækkevidden. De giver blot et mere retvisende billede, end der hidtil har været.
Flere fejl rettes
Det er blot et par måneder siden at Facebook måtte indrømme, at de havde overestimeret antallet af videovisninger i næsten to år. Det sociale netværk havde pyntet på antallet af visninger, da der ellers først måles efter tre sekunder.
Med ændringen i rækkevidde for sider, har Facebook også opdaget en fejl i sideindsigten (Page Insights). Her var rækkevidden for hhv. 7 og 28 dage fejlagtigt summen af hhv. 7 og 28 dages rækkevidde, uden at tage højde for gengangere i løbet af dagene. Det betyder altså, at en person kunne tælle med i eksempelvis alle syv dage.
Mere åben kommunikation
Facebook vil i øvrigt kommunikere mere åbent om deres metrics, og har sat fokus på det internt. Det betyder, at de vil gøre mere for at forbedre definitionerne, du støder på på Facebook. Facebook vil også lave en Metrics FYI-blog, der vil forklare nogle af alle de tal, du omgiver dig med som sideadministrator på Facebook.