Vi har samlet nogle af 2016’s største shitstorms. Det er krisekommunikation på højeste plan – men hvor mange af sagerne kan du huske?
Igen i 2016 kogte nettet over af raseri. I starten af året lancerede forsikringsselskabet TopDanmark en forsikring mod dårlig omtale på bl.a. sociale medier. I august havde 100 virksomheder købt forsikringen. Om nogle af disse virksomheder er med på listen, vides ikke, men her er de sager, der fik danskerne til tasterne i 2016.
Læs også: Husker du? 2014’s største shitstorms
Læs også: Husker du? 2015’s største shitstorms
Opdateret d. 14. januar med flere sager
16Dalle Valles manglende overenskomst
En gæst fra restaurantkæden Dalle Valle lavede i juni et opslag, hvor han skrev, at tjeneren angiveligt havde sagt, at han skulle betale regningen, hvis gæsterne gik uden at betale, samt at der ingen overenskomst var. Opslaget blev delt og kommenteret bredt, og Dalle Valle var med, da radioprogrammet Shitstorm på P1 tog sagen op.
15TDC bliver til YouSee
I juli overtog YouSee ansvaret for to millioner privatkunder fra TDC. Desværre for YouSee kunne de slet ikke følge med det store pres, der kom fra kunderne. YouSee blev ifølge mobil.nu ramt af mere end 2.000 klager på blot en uge.
14Gribskov Kommunes ældremad
Får de ældre borgere i vores samfund god nok mad? Det spørgsmål var til debat, efter en 92-årig borger i Gribskov Kommune havde fået en nytårsmenu, mange ikke mente så særligt spændende ud.
Til Sjællandske forklarede virksomheden Det Danske Madhus sig bl.a. med, at der kunne vælges mellem en lang række forskellige retter, og at denne var til småtspisende.
13P3s sexistiske forbier
P3 ville provokere og udstille sexisme. Men det lykkedes dem selv at være sexistiske og gå over stregen. I en hyldest til OL-guldmedaljevinder Pernille Blume indgik bl.a. ordet “sæd-depot”.
– Satire er jo satire. Men det er da lidt trist, at min medaljesejr pludselig skal blive til noget sexistisk. Det er jo en sportspræstation. Mit udseende og min præstation ved OL har jo ikke noget med hinanden at gøre, sagde Pernille Blume til DR Nyheder.
12It-virksomheden Apactas Bøf og Blowjob-konkurrence
It-virksomheden Apacta valgte at afholde en kæk konkurrence. Ud over at benytte Jensens Bøfhus’ (der dengang blev stavet Jensen’s) varemærke, var præmien yderst kontroversiel. I forbindelse med Bøf og blowjob-dag, der populært kaldes for mændenes Valentines-dag, blev der udlovet præmier, der lagde sig op af dagens navn.
11Julefrit Nørrebro?
Nørrebrogade i København har i mange år været udsmykket med granguirlander og julelys. Men ikke i 2016. Nørrebro Handelsforening, der står for julebelysningen, fik nemlig indsendt deres ansøgning om penge til julebelysning for sent til Nørrebro Lokaludvalg. Derfor fik handelsforeningen ingen støtte, og dermed var der ingen julepynt.
Beslutningen fra lokaludvalget blev tolket som et politisk motiv, og så rullede sagen. Det hele kulminerede, da den højreorienterede gruppe For Frihed (tidligere Pegida) afholdt demonstration for julepynt på Nørrebro. Demonstranterne blev mødt af en moddemonstration af gruppen No Pegida.
10Esben Lunde Larsen langer ud efter Ida Auken
Miljø- og fødevareministeren Esben Lunde Larsen (V) kom i modvind, da han i en Facebook-opdatering langede ud efter den tidligere miljøminister Ida Auken (B). Opslaget mødte stor kritik, og ministeren var efterfølgende ude og undskylde, skrev TV Midtvest.
– Han går efter manden og ikke efter bolden. Det er helt klassisk. Han får ikke kun sat tryk på Ida Auken men på hele Auken-klanen i et meget uheldigt ordvalg, og det reagerer folk altså på. Det kan de ikke forstå, når statsministeren i nytårstalen sagde, at vi skulle tale pænt og gå efter bolden i stedet for manden, sagde Benjamin Rud Elberth, ekspert i sociale medier, til TV Midtvest.
Esben Lunde er en kylling! Enten må han stå ved sin sviner af @IdaAuken eller holde sin mund #dkpol https://t.co/NsUHZFXQIJ
— Poul Madsen (@pomaEB) 7. marts 2016
Esben Lunde du er minister. Ikke menig MFer. Gå efter bolden. Ikke kvinden/manden. #dkpol https://t.co/myXQCiFIOf
— Uffe Elbaek (@uffeelbaek) 6. marts 2016
Klasse. Virkelig klasse.#dkpol https://t.co/nSn6P9WgPh
— Henrik Qvortrup (@QvortrupHenrik) 6. marts 2016
9Lasse Rimmer og de trælse selvmordstruede
I et tweet får komikeren Lasse Rimmer langet ud efter selvmordstruede. Det afføder et hav af negative reaktioner, og komikeren ender med at undskylde formuleringen, der var alt for hård.
– Mine ord i det tweet var alt, alt for hårde. Jeg føler med enhver, der slås med depression. Lige i det øjeblik var jeg bare overvældet af, hvordan lokoføreren, vidnerne og de, der skal rydde op bagefter, tvinges til at bære rundt på den oplevelse resten af livet, og det gjorde, at jeg skrev alt for hårdt og hjerteløst, skrev Lasse Rimmer til Ekstra Bladet.
Mit hjerte bløder for enhver, der rammes af depression. Men hvis du springer ud foran et tog, så er du lavet af lort, deprimeret eller ej.
— Lasse Rimmer (@lasserimmer) 17. december 2016
8Spies’ udflugt til etisk problematiske dyreshow
Dyreværnsforeningen Anima gik i oktober til kamp mod Spies, der havde et udflugtsmål til det såkaldt delfinarie Loro Parque på ferieøen Tenerife. I delfinariet optræder delfiner og spækhuggere – noget, der møder kritik fra dyreaktivister.
7Jeppe Kofods engelskkundskaber
– Obama? Han er jo den første neger i USA’s præsidentembede.
Sådan sagde Dansk Folkepartis Søren Espersen. Det citat ville Jeppe Kofod (S) dele med omverdenen, men oversatte neger til nigger.
DF Chair of Danish Parliament Foreign Policy Committee calls @BarackObama first nigger President. Scandal! @ecrgroup https://t.co/FCo8vmImfS
— Jeppe Kofod (@JeppeKofod) 18. maj 2016
@JeppeKofod @BarackObama @ecrgroup Dear Jeppe. You KNOW that this is a lie. Please remove your tweet… Thanks S
— Søren Espersen (@espersendf) 19. maj 2016
Efterfølgende var Jeppe Kofod ude og forklare, at han gik over stregen, men at han stod ved sit budskab.
6Den maskuline kage
I DR-programmet Den store bagedyst skulle deltagerne under temaet mandehørm bage en kage til en herrepolterabend. Deltageren Gunnar Weis Reinhardt bagte en kage med et par, der hygger sig under lagenerne. Gunnars kage var ifølge dommerne mere dåbsagtig end noget, der hørte sig til en polterabend. Derfor røg Gunnar ud af programmet, på trods af, at han havde vundet den hemmelige udfordring ved at bage de bedste breadsticks.
DR blev beskyldt for at være homofobiske, sexistiske, og reaktionen blev kaldt både ekskluderende og kønsstereotypt.
5Dødstrusler mod Mai Mercado
Folketingspolitikeren Mai Mercado (K) hyldede i et Facebook-opslag at politiet havde ryddet Pusher Street på Christiania. Gaden er kendt for sit hashsalg. Hendes opslag fik mange til at reagere negativt. Og nogle så voldsomt, at en 28-årig mand fra Haderslev blev dømt for sine trusler.
Manden skrev ifølge JydskeVestkysten bl.a. “Du leger med dit og dit barns liv” og “Jeg kan godt forstå, hvis nogen vil stikke en kniv i dig og din baby” samt “Jeg ville fryde mig, hvis Mai Mercados baby mister livet”.
4Inger Støjberg blev slået af tønden
En 9. klasse på Ørestad Friskole i København slog katten af tønden ved fastelavn på en noget anderledes måde. Uden på fastelavnstønden var nemlig et billede af udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), hvis billede dermed blev slået på med et bat.
Forstanderen på skolen beklagede episoden over for TV 2.
3Skinkesammenligningen
Inger Støjberg (V) fortalte på et møde i Venstre i Frederikshavn, at en børnehave i Aalborg havde forbudt hendes venner at give deres svinekød med i madpakken. Det viste sig dog ikke at være sandt, og Inger Støjberg måtte dementere historien. Skinke-gate var født.
En grafiker satte et billede af en en skinke og Inger Støjberg (V). Mens nogle fandt det sjovt, var andre imod det, der blev betegnet som et personligt angreb mod Venstre-politikeren.
Inger Støjberg svarede kækt igen med et billede af en skinke, som weekendens gæster skulle have.
2Annoncørflugt fra Den Korte Avis
I december trak Nordea sig fra at annoncere på den invadrerkritiske blog Den Korte Avis. En person ved navn Tommy Kirkegaard stillede på Nordeas Facebook-side spørgsmålstegn ved at bankens annoncer var at finde på Den Korte Avis’ hjemmeside.
Herfra tog sagen fart. Utallige virksomheder blev kontaktet af personer, der ville høre, hvorfor virksomhedens annoncer var at finde på Den Korte Avis’ hjemmeside. Få virksomheder holdt fast i annonceringen, men mange trak sig fra at annoncere på siden. Disse talte bl.a.: Telia, Just Eat, IKEA, Elgiganten, Læger Uden Grænser, Alm. Brand, YouSee, Spies, TUI Danmark, Momondo, Sofakompagniet, Sportmaster, Kipling Travel, Flexfone, Plan Danmark, Nespresso, McDonald’s, DriveNow, Nemlig.com, Samsung Danmark samt Føtex (via Jyllands-Posten). Virksomhederne reklamerede alle på siden, fordi de havde købt annoncering i en såkaldt mediepakke, der indeholder en lang række mediers hjemmesider.
P3-værten Anders Stegger nåede også at komme i modvind, efter han i et radioprogram gav udtryk for, at man burde boykotte bloggen.
1YouSees nytårsnedbrud
Gud bevare Danmark. Dronningens nytårstale er en central del af den danske nytårstradition. Det samme er det at høre rådhusklokkerne på Rådhuspladsen i København, når slaget slår 12. Men begge dele blev gjort besværligt at følge for de 1,2 mio. YouSee-kunder. Kabel-tv-giganten blev nemlig ramt af et gigantisk nedbrud. Og kunderne rasede.
Det lange nedbrud fik YouSee til at undskylde, og tilbyde deres kunder en kompensation i form af gratis film. Senere viste det sig, at nedbruddet skyldtes et angreb. I skrivende stund er en 51-årig mand sigtet for hærværk.