Fra juli vil grænsen for DM’s være 10.000 tegn, lyder det fra Twitter.
Antallet af tegn i en direkte besked, en såkaldt Direct Message, vil fra juli kunne være op til 10.000 tegn i stedet for de nuværende 140 tegn. Det har Twitter netop meddelt i en besked til det sociale netværks udviklere.
Sachin Agarwal, der er produktchef for direkte beskeder hos Twitter, skriver i meddelelsen til udviklerne, at ændringen ikke vil få nogen inflydelse på tegngrænsen for almindelige tweets, hvor grænsen fortsat vil lyde på 140 tegn.
Grænsen på 140 tegn stammer fra dengang Twitter blev udviklet. Her ville man sikre, at folk kunne sende og modtage tweets i sms-beskeder. Grænsen for én enkelt sms-besked er på 160 tegn, og med den kode, man skulle skrive i beskeden for at få tweetet vist, var 140 tegn et realistisk maksimum.
For at kunne sende en direkte besked til en person på Twitter skal man som udgangspunkt følge hinanden. Brugere har dog mulighed for at aktivere en funktion, der gør det muligt for alle Twitter-brugere at sende en direkte besked.